De gode 0’er

Eddie Hangaren kong.png
I lørdags var jeg oppe i en klasse 3 med min 5år gamle bordercollie Eddie. Det var hans debut i klasse 3 og vi har faktisk holdt konkurrence pause i over to år. Både fordi vi har haft nogle rigtig dårlige klasse 2 prøver, hvor jeg hver gang skulle kæmpe for at holde vores kontakt i ringen og kæmpe for at holde hans energi niveau/gejst oppe. Og så har jeg været gravid med bækkenløsning, som så også har givet os en naturlig lang pause. Jeg er ikke ked af den lange pause, tværtimod. Vi har taget vores tid, vi har leget, trænet detaljer, helhed, gået til prøve prøver og været på kurser. Jeg er virkelig ved at lære, hvordan Eddie fungerer.

Eddie er den nemmeste hund på rigtig mange punkter. Han er ustresset, sød ved alle mennesker, sød ved hunde og er bare en rigtig nussegøj. Han er faktisk nem at træne, da han rigtig gerne vil arbejde, og han lærer hurtigt. Men han er lavtkørende og bliver hurtigt optaget af sine omgivelser. Har tit sammenlignet ham lidt med tyren Ferdinan, der falder i staver over at snuse til en blomst. Så jeg har skulle spore mig ind på, hvad han egentlig vil arbejde for. Jeg har skulle lære ham at legetøj er fedt, og at han må give den gas og han skulle lære at godbidder er en belønning og ikke noget, man bare skal spise for at overleve (det med godbidder er bestemt blevet bedre, da han er blevet kastreret for et år siden). Disse nu 5 år med Eddie har gjort mig klogere. Eddie arbejder for mig og for min begejstring, når han laver noget godt, og så er han en hund, der skal vide, hvad han skal. Han skal kende nærmest hele lydighedsprogrammet. Så på det sidste har vi trænet meget færdige øvelser, så han kender den færdige øvelse, og ved hvad han skal. Det passer bedst til ham.

"Det første jeg gjorde da vi nærmede os konkurrencedagen, var at sætte mig et mål for dagen"

Og så tilbage til overskriften og konkurrencen i lørdags, hvor vi indkasserede 4x0. Er der virkelig noget godt ved at få 0 til en konkurrence? Et 0 betyder at øvelsen ikke er godkendt, der har været for mange fejl, eller den er mislykket totalt. Hvad er godt ved det, det betyder færre point og dermed mindre chance for at få en første præmie eller værre, en mistet podieplads?

Det første jeg gjorde, da vi nærmede os konkurrencedagen, var at sætte mig et mål for dagen. Det skulle være et seriøst mål og et mål for noget, vi har arbejdet meget med. Jeg skulle bruge et realistisk mål, som jeg kunne have for øje, mens vi var i ringen. Det skulle være et mål, der gjorde at jeg ikke ville blive skuffet, hvis en øvelse gik galt. Mit mål blev at have en fokuseret, glad og energisk Eddie med på banen.

Eddie hopper op Christina.png

Og målet blev i den grad nået. Min følelse under vores prøve var fantastisk, vi var sammen om det her, og vi havde det sjovt. Og JA vi fik masser af 0’er, og vi stod sidst i oprangering til præmieoverrækkelse.

PYT det er bare øvelser og sikkerhed i at gå et helt program. Vi nåede vores mål for dagen, og hver gang jeg ser på videoen af vores prøve, så bobler det indeni mig af glæde, og jeg mindes en dejlig dag, og hvor skønt det var at være tilbage på konkurrencebanen.

Christina

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar