Når drømme og mål må sættes på stand by og om at miste motivationen

19693663_10154920479858471_6651087413582340579_o.jpg

Solo er min yngste bordercollie på 3år. Hun er den af mine hunde jeg har ventet længst på. Jeg så hendes moster til en lydigheds camp for nu 5år siden og var straks solgt, jeg faldt pladask for det drive hun udstrålede. Man kunne tydeligt se hvor meget hun elskede samarbejdet med sin fører og hun arbejdede med samme intensitet i lang tid. Og da jeg en måneds tid efter fandt ud af at hendes søster (Solos mor) skulle parres, gik jeg igang med at undersøge disse linier til bunds.

Jeg kom i kontakt med opdrætter af kuldet og fik sat mig på en hvalpekøber liste, mødt en masse forskellige hunde af samme linier og to år efter stod jeg med min lille tæve i hånden. Jeg valgte hende selv. Eller rettere, Solo valgte vist mig…


Solo er alt hvad jeg har drømt om at få lov at arbejde med. Hendes samarbejdsvilje er enorm, hun gør altid sit bedste og gerne med en rigtig høj intensitet. Hun kan arbejde til månen og tilbage igen. Det er en fantastisk energi til løbeøvelserne i LP, men en stor udfordring i de stille øvelser som fri ved fod og stillingsskift, så de øvelser har vi stor fokus på. Alle hunde er forskellige, og det er netop disse forskelligheder jeg elsker alle mine tre hunde for. De er næsten totale modsætninger og udfordrer mig på hver deres måde. De gør mig dygtigere som hundetræner. Solo har bare den arbejdsiver jeg længe har drømt om.

Derfor kom det også som et kæmpe chok, da hun for (i skrivende stund) to måneder siden fik konstateret gigt i venstre pegetå.

I over 6mdr har hun været on and off halt, når hun havde været aktiv og eksempelvis trænet eller løbet. Det startede med, at hun haltede lidt efter en hyrdetræning i sensommeren 2019. Hun var formegentlig kommet til skade med tåen, men viste ikke de store tegn på smerte. Hun blev behandlet kiropraktisk og fik massage, ro og  smertestillende. Efter en måned var hun haltfri og vi startede langsomt op med træning igen. Flere gange var hun fin i starten af træningen, men efter lidt tid begyndte hun at trække på benet igen. Især hver gang vi hyrdede på fårene, var hun halt om aftenen. Efter mange undersøgelser, ro og smertestillende, ville jeg have hende røntgen fotograferet, og det blev hun hos dyrelægen. Desværre viste billederne en skygge på den venstre pegetå, men der kunne ikke siges noget konkret, og dyrlægerne anbefalede først mere ro.

På daværende tidspunkt havde hun været “on and off” i ro i 6 mdr. og både Solo og jeg var begge ved at blive sindsyge af det. Hun er en løbehund og en arbejdshund og trives bestemt ikke kun med gåture i snor. Jeg kunne derfor ikke nøjes med det råd at give hende endnu mere ro. Jeg ville vide præcist, hvad der var galt og hvordan vores fremtidsudsigter så ud. Derfor bad jeg om en CT scanning, så vi kunne komme i dybden og forhåbentlig finde et svar på hendes smerter.

Desværre viste CT scanningen gigt. Dyrlægen var så sød at scanne begge forben fra albue og ned og tage nye røntgenbilleder af skuldrene, så vi fik detaljer af begge forben. Alt så super flot ud - på nær den venstre tå.

Det er sådan, at hendes gigt sidder i tredje led, så amputation af tåen blev med det samme frarådet. Der er altså ikke andet for end at give hende tid til at “hele” og få ro på den inflammation, som gigten er. Hun har nu fået en ledbehandling, som har haft god effekt, og hun er pt. smertefri. Hun er stadig i ro, og det betyder blandt andet ingen spurgt i haven, så hun har snor på overalt - også i vores egen have.

Vi er nu kommet dertil, hvor hun må begynde at bruge sig selv lidt mere. Hun må blandt andet løbe i snor på løbeture med mig. Jeg kan mærke, at jeg holder igen og tager det meget stille og roligt. Jeg er nok lidt bange for, at hun skal begynde at halte igen. Jeg har heldigvis fået en masse hjælp til genoptræning af dygtige eksperter, så vi skal nok komme godt fra start. Men frygten for at hun kommer til at lave noget med den tå, så hun igen bliver halt, sidder godt og grundigt fast i mig. Må indrømme at jeg har tudet mange gange (også mens jeg skriver dette) og har virkelig skulle tage mig sammen, det skal jeg stadig, for at bevare motivationen for at træne lydighed. Gudskelov for fantastiske træningsveninder, der kan holde mig lidt igang. Om Solo nogensinde kommer til at lave det, jeg drømte om, at vi skulle lave sammen, det må tiden vise. Jeg håber bare håbe, at hun holder sig rask og smertefri i mange mange år endnu.

4 kommentarer

Heidie Hemmingsen 15 jul '20 05:22

Tak fordi du deler din og Solos historie Christina, jeg tudede også medens jeg læste den. Jeg ved hvor meget du elsker at bruge og arbejde med dine hunde, og ved jo selv hvor ondt det gør, når vi må ligge vores elskede samarbejde på hylden, når vores hund ikke er frisk til det. Jeg håber det bedste for Solo, så i kan gå jeres drømme i møde sammen <3

Læs mere
Læs mindre

Hej Begge to
Jeg ser først jeres beskeder nu, 1000tak for dem<3 <3 
Hun er en hund der SKAL arbejde, så det kommer hun til. Så kan det være at jeg må gå ned i mine ambitioner og skåne hende for alt for mange bratte stop og meget løb. Pt. er vi aktive de fleste dage og håber at dagene med smerter bliver færre og færre.
Kh Christina

Læs mere
Læs mindre
Birgitte Brüel 15 jul '20 07:05

Årh ked af at høre Christina. Håber hun trods alt, uden smerte kan komme til at arbejde med dig ❤️❤️❤️

Læs mere
Læs mindre

Hej Begge to
Jeg ser først jeres beskeder nu, 1000tak for dem<3 <3 
Hun er en hund der SKAL arbejde, så det kommer hun til. Så kan det være at jeg må gå ned i mine ambitioner og skåne hende for alt for mange bratte stop og meget løb. Pt. er vi aktive de fleste dage og håber at dagene med smerter bliver færre og færre.
Kh Christina

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar