Kære Bobby, Du var en fuldstændig forlængelse af mig

PastedGraphic-1.png

BREV TIL MIN HUND · SEP 20, 2020

Af Stina Aarup (dyrlæge og ejer af Hyrdehund i balance)

 

Vi ærer det stærke bånd mellem hund og ejer i vores blog-serie: "Et brev til min hund". Vi elsker vores hunde, og de hunde vi har mistet har sat dybe spor i vores hjerter. Inspireret af kærligheden til de hunde, som er gået over på den anden side af regnbuen, samt af de hunde som stadig lever, har vi lavet en lille konkurrence. På den måde får vi også mulighed for at læse om DIN hund, som forandrede din verden.

Du kan sende dit brev til min hund til os via hello@justbedog.com

Sammen med brevet må du meget gerne vedhæfte 1-3 billeder af dig og din hund.

Konkurrencen slutter d. 1. november, hvor vi udvælger 3 vindere, som udover lækre præmier også kommer på vores blog på JustBeDog.com 

Indtil da kan du læse vores breve til vores hunde, som bliver udgivet her på bloggen over de næste par uger.

 

 

Kære Bobby,

Når du en sjælden gang imellem ikke var ved min side, var det som at mangle sin højre hånd. Du var en fuldstændig forlængelse af mig.

Det var ikke meningen at jeg skulle have hund.

Jeg var lige færdig uddannet, og havde et job jeg ikke var særlig glad for, og som jeg godt vidste, at jeg ikke skulle blive i. Jeg arbejdede uendelig mange timer, boede i en lille lejlighed uden have midt i en mellemstor by. Men når jeg kom på besøg hos mine gode venner, der havde fået et kuld hvalpe (fuldstændig rundkørsel hunde) så holdt du dig i baggrunden indtil alle de andre hunde var færdig med at hilse. Når der så var ro kom du op og hilste, og så fulgte du mig rundt og holdt dig i nærheden så længe jeg var på besøg.

Der var ikke noget at gøre, du havde bestemt, at du skulle bo hos mig. Og sådan var det altid med dig, du bestemte, du gjorde nøjagtig hvad der passede dig, og jeg sørgede bare for rammerne var i orden.

Du lavede altid cost-benefit beregninger: ”hvor sur bliver hun versus hvor sjovt er det, som jeg gerne vil?

Du valgte altid det sjove og tog konsekvensen senere. Heldigvis var du en god hund helt ind i knoglemarven, og kunne aldrig drømme om at skade nogen - eller i hvert fald ikke nogen tobenede. Men mus, rotter, kaniner, harer, alle andre former for gnavere, diverse fjerkræ og du var egentlig heller ikke bleg for at forsøge dig med et rådyr, de skulle alle dø, og det gav en del konflikter når du gik på jagt alene i skoven. Men det var jo dejligt når du kunne slå de mus ihjel som kattene slæbte med ind.

Det var heller ikke så populært da du slog min venindes børns kanin ihjel, og du vidste vist også godt selv at det ikke var så smart. Du elskede din frihed, hegn var for dig kun vejledende. Du vidste godt, hvor du boede, men et hegn kunne aldrig stoppe dig fra at gå på eventyr, når du en sjælden gang imellem havde en snor i dit halsbånd, gik du med det så længe, at du gad, og når du ikke gad længere, kunne du et lille trick, hvor du lige stoppede og fik snoet dig ud af halsbåndet. Du fulgte fint med, men nu uden den åndsvage snor.

Du havde humor, og du kunne grine - både af dig selv og de udfordringer livet gav dig. Alle mennesker der har mødt dig, har du efterladt et kæmpe indtryk hos. Børn elskede dig, jeg har oplevet børn, som bare har taget snoren ud af min hånd og gået med dig. En hel "pick up truck" fuld af børn, der kaldte på dig på en stævne plads, da den kørte forbi, og selvfølgelig alle de børn, som jeg også kendte, som har fået en fantastisk introduktion til hunde gennem dig.

Du var med på mine flytninger frem og tilbage til Irland flere gange. Du har vist prøvet alle former for transport, man kan tænke sig - inklusiv adskillige flyveture. Når du en sjælden gang imellem ikke var ved min side, var det som at mangle sin højre hånd. Du var en fuldstændig forlængelse af mig.

Ud over de gange, du skulle sys, fordi du havde siddet fast i et hegn et eller andet sted, havde du aldrig en sygedag. Tilsidst var det dog en tumor i milten der gjorde, at jeg måtte sige farvel. Der var ingen tegn på gigt, og syn og hørelse virkede perfekt, men tumoren åd alle dine røde blodceller og der var ikke mere energi at hente.  Da du ikke orkede at gå tur længere, var det tid til at sige farvel. Jeg havde haft tid til at vende mig til tanken, og ligeså uendeligt smertefuldt det var, var det også det rigtige at gøre.

Du lærte mig så uendeligt meget, vær kærlig og hav fornemmelse for hvordan dine nærmeste har det, lev livet- hver dag gælder, vælg altid eventyret og hav det sjovt.

Kærligst Stina

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar